Vedtægter

OBS: Bemærk venligst at de vedtægter, der blev tinglyst på alle parceller i 1961 er ændret flere gange siden uden at ændringerne er blevet tinglyst, og at  den nedenstående version derfor er den nu gældende version af vedtægterne:

Handrupgaard Grundejerforening

VEDTÆGTER

for

Handrupgaard Grundejerforening

1.

Foreningens navn er Handrupgaard Grundejerforening. Dens område er sommerhusparceller, der er udstykket fra ejendommene matr. nr. 3 a Handrup by, Dråby og 1 d Egsmark by, Dråby, dvs. sommerhusparceller beliggende på følgende veje: Birkesvinget, Dunhammervej, Døvnældevej, Enebærstien, Fyrrebakken, Fårefolden, Handrupgårdsvej, Hasselvej, Humlestien, Kløvervej, Lyngvej, Mosevej, Pilehegnet, Poppelvej, Rønnehegnet, Tjørnevej og Valmuevej.

Foreningens hjemsted er Syddjurs kommune, jfr. § 3.

2.

Grundejerforeningen er stiftet i henhold til deklaration af 7/6 1961, lyst på matr. nr. 3 a Handrup by, Dråby og fremtidige parceller af dette matr. nr., den 27/6 1961 og har til formål blandt andet i overensstemmelse med nævnte deklaration at varetage medlemmernes fælles grundejer-interesser, såvel indadtil som udadtil samt administrere, ren- og vedligeholde fælles anlæg, private veje samt matr. nr. 3 ET beliggende Hasselvej 4.

3.

Foreningen er upolitisk og kan uden ændringer i nærværende love tilsluttes en eventuel sammenslutning af grundejerforeninger i kommunen, ligesom foreningen efter bestyrelsens bestemmelse kan tilsluttes en hovedorganisation af grundejerforeninger.

Som medlem kan og skal optages grundejere, som er retmæssige ejere af sommerhusparceller, der er udstykket af matr. nr. 3 a Handrup by, Dråby og 1 d Egsmark by, Dråby.

Enhver grundejer er forpligtet til at være medlem af grundejerforeningen.

Medlemspligt indtræder samtidig med ejendomserhvervelsen uanset på hvilken måde denne finder sted, og indtrædende medlemmer erholder ved effektiv indtrædelse jfr. § 4 stk. 3 anpartvis ret til foreningens formue.

4.

Såfremt et medlem sælger eller på anden måde afstår sin ejendom ophører medlemsretten og vedkommende udtræder af foreningen uden krav på refusion af kontingent m.v. eller udbetaling af andel af foreningens formue.

Endvidere er han pligtig til at drage omsorg for, at efterfølgeren indtræder i hans sted med hensyn til rettigheder og forpligtelser overfor foreningen og er ikke frigjort overfor foreningen før endeligt skøde er tinglyst for det nye medlem og bestyrelsen har modtaget behørig indtrædelsesbegæring.

Meddelelse om ejendommens afståelse skal tilgå foreningen skriftligt eller pr. e-mail senest 14 dage efter betinget eller endeligt skødes tinglysning.

En indtrædende grundejers medlemskab er for så vidt angår rettigheder først effektiv, når kontingent, (jfr. § 8), herunder tidligere ejers eventuelle kontingentrestancer er betalt.

Den indtrædende er forpligtet til at betale tidligere ejers eventuelle restancer.

5.

På samme vilkår som i § 4 stk. 4 nævnt er et indtrædende medlem forpligtet til at underskrive eventuelle gældsdokumenter foreningen vedrørende i det omfang den kreditgivende institution måtte forlange det.

6.

For foreningens forpligtelser overfor tredjemand hæfter medlemmerne alene med medlemmets andel af foreningens formue.

I det indbyrdes forhold hæfter medlemmerne med lige store anparter, således at der følger en anpart med hver enkelt parcel.

7.

Medlemmerne med undtagelse af de medlemmer der har sommerhusparceller på vejene Rønnehegnet og Pilehegnet er med hensyn til benyttelse og bebyggelse af parcellerne underkastet bestemmelserne i tinglyst deklaration af 27/6 1961, jfr. foran § 2.

Medlemmerne der har sommerhusparceller på Rønnehegnet og Pilehegnet er med hensyn til benyttelse og bebyggelse af parcellerne underkastet bestemmelserne i tinglyst deklaration af 5. september 1969.

Grundejerforeningen udøver den påtaleret, der er tillagt i servitutterne.

8.

Kontingent fastsættes af den ordinære generalforsamling på grundlag af et af bestyrelsen forelagt budget for det kommende regnskabsår.

Kontingentet, der blandt andet omfatter bidrag til vejanlæg og vedligeholdelse heraf, forrentning og amortisation af gæld samt nødvendige foranstaltninger i øvrigt, betales forud for et år ad gangen.

Kontingentet forfalder 1. januar – sidste rettidige betalingsdato er 31. januar i regnskabsåret.

Restancer efter 01.02 i regnskabsåret medfører et strafgebyr, hvis størrelse fastsættes af bestyrelsen fra år til år.

Restancer med kontingent medfører automatisk, at det pågældende medlems stemmeret er suspenderet indtil restancen og eventuelle påløbne opkrævningsomkostninger, herunder advokatsalær, behørigt er indbetalt.

På generalforsamlingen 30.11.1970, bekræftedes efter afstemning, at sammenstødende parceller kan nøjes med at betale et kontingent til grundejerforeningen, når blot parcellerne er sammenstødende, og kun byggede på en, og endvidere kun er forsynet med et vandstik.

Skulle disse betingelser på noget tidspunkt blive brudt vil ejeren på ny komme til at betale kontingent for hver parcel.

Vedtagelsen på generalforsamlingen d. 30.11.1970 gælder kun for nuværende ejere og udgår ved fremtidig ejerskifte således, at der betales kontingent for alle parceller uanset om disse er sammenstødende.

9.

Medlemmerne af foreningen er pligtige til at medvirke til, at der, dersom dette måtte blive vedtaget af generalforsamlingen, på deres ejendom, tinglyses deklaration, hvorved der gives pant til foreningen for kontingent.

10.

Grundejerne er pligtige til at være medlemmer af Handrup-Lyngsbæk Vandforsyning a.m.b.a.

11.

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling, og afgår efter tur.

Der afgår skiftevis 3 og 2 medlemmer hvert år, efter første år afgår 2 medlemmer efter lodtrækning. Genvalg kan finde sted.

Valgbar til bestyrelsen er, medlemmer af foreningen, disses ægtefæller, registrerede partnere og samlevere med samme folkeregisteradresse som medlemmet.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Den fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden og fører protokol over forhandlingerne og de af bestyrelsen trufne beslutninger.

Protokollen underskrives af de tilstedeværende medlemmer.

Bestyrelsen er berettiget til under ansvar over for generalforsamlingen i fornødent omfang at engagere lønnet medhjælp i sager, hvor dette skønnes nødvendigt, for eksempel assistance af advokat eller landinspektør.

Det tilkommer bestyrelsen at drage omsorg for ansættelse af lønnet medhjælp til vedligeholdelse og renholdelse af de under bebyggelsen hørende private veje.

Stamvejene har første prioritet, og bestyrelsen vurderer i hvert enkelt tilfælde i hvilket omfang man har økonomisk mulighed for at bistå med vedligeholdelse af stikveje og mindre betydende vejafsnit. Hver parcelejer har pligt til den daglige vedligeholdelse af vejen og rabatter ud for sin grund.

Det påhviler bestyrelsen at engagere håndværkere til udførelse af opgaver, der sorterer under foreningens område.

Der foretages ikke snerydning af de under bebyggelsen hørende private veje, dog kan bestyrelsen i enkelte tilfælde lade foretage en snerydning af stamveje, hvis det skønnes nødvendigt.

Det påhviler bestyrelsen at vedligeholde og lade foretage de aktiviteter, der i foreningen vedtages for brugen af parcel beliggende Hasselvej 4, matr. nr. 3 ET og andre fælles områder, vi har rettigheder over.

Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet, der kan dog efter behov ydes mindre honorar til bestyrelsens arbejde.

Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå af medlemmer udenfor bestyrelsen, idet udvalgsformanden dog altid skal være et bestyrelsesmedlem.

Bestyrelsen driver hjemmesiden  www.handrupgaardgrundejerforening.dk og orienterer via hjemmesiden medlemmerne om begivenheder i området, som skønnes at være af betydning eller interesse for medlemmerne. Indkaldelser til ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger varsles på hjemmesiden med mindst 15 dages varsel med angivelse af dagsorden.

11.a

Generalforsamlingen bemyndiger den til enhver tid værende bestyrelse for Handrupgaard Grundejerforening ved uoverensstemmelser om de i deklarationernes pkt. 3 og 4 anførte forhold til at være påtaleberettiget, samt under forudsætning af at påtalen ikke bliver efterfulgt inden for given frist, da at lade påtalte arbejde udføre for den pågældende grundejers regning.

12.

Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel overfor offentlige myndigheder som overfor private.

Denne råder over foreningens midler i overensstemmelse med loven og de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

Foreningen tegnes i alle anliggender af formanden i forbindelse med et af bestyrelsens medlemmer.

13.

For de dispositioner, foretaget af bestyrelsen indenfor den bestyrelsen ved nærværende lov givne bemyndigelse efter generalforsamlingsbeslutning, hæfter medlemmerne solidarisk en for alle og alle for en.

14.

Bestyrelsesmøder afholdes, så ofte formanden finder det nødvendigt, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede, heriblandt enten formanden eller næstformanden.

Formanden, eller i dennes fravær næstformanden, leder bestyrelsesmøderne og har i tilfælde af stemmelighed den afgørende stemme.

Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af foreningen, bliver umyndiggjort eller bliver ude af rådighed over sit bo eller af andre grunde udtræder af bestyrelsen, skal bestyrelsen snarest muligt indkalde suppleant, subsidiært ved selvvalg, gældende til næste ordinære generalforsamling, supplere sig.

Suppleanter er valgt sideordnede.

Dersom formanden eller næstformanden efter ovenstående måtte udtræde af bestyrelsen, skal dennes afløser vælges indenfor de resterende bestyrelsesmedlemmer, og dersom ingen ønsker at modtage valg, skal bestyrelsen foranledige indkaldt ekstraordinær generalforsamling til valg af ny bestyrelse.

15.

Kassereren modtager foreningens indtægter og udbetaler alle af formanden skriftligt anerkendt udgifter. Denne fører en af bestyrelsen autoriseret kassebog samt medlemsprotokol.

Kassereren og formanden underskriver alle kvitteringer og kassebeholdningen skal henstå på konto i bank, sparekasse eller på girokonto.

Foreningens regnskabsår er fra 1/9 til 31/8.

Efter forelæggelse af årsregnskabet for formanden til godkendelse videresendes regnskabet til de af generalforsamlingen valgte revisorer til hurtigst mulig gennemgang.

Regnskabet skal foreligge fuldt færdigt og revideret senest 1/11.

16.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed, kun den kan give, ændre eller ophæve vedtægterne.

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af november måned.

Medlemmerne skal indkaldes ved brev med mindst 15 dages varsel. Til medlemmer, som har oplyst en e-mail adresse til foreningen, kan indkaldelse med retsvirkning fremsendes via e-mail.

 

Generalforsamlinger og møder indkaldes af bestyrelsen.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Dirigenten må ikke være bestyrelsesmedlem i foreningen.

Indkaldelsen skal indeholde meddelelse om, hvilke emner, der vil være at behandle, og på generalforsamlinger og ekstraordinære generalforsamlinger kan kun træffes afgørelser vedrørende emner, der er optaget i den medlemmerne meddelte dagsorden.

17.

Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes, når bestyrelsen måtte skønne det formålstjenligt, eller når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer fremsætter ønske herom.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med samme varsel og på samme måde som til den ordinære generalforsamling med angivelse af de til forhandling fastsatte emner.

Såfremt den ekstraordinære generalforsamling indkaldes efter ønske fra medlemmerne, skal medlemmerne samtidig med begæringens fremsættelse meddele, hvilke emner der ønskes behandlet, og bestyrelsen er herefter forpligtet til senest 14 dage efter at udsende indkaldelser til den ekstraordinære generalforsamling.

18.

For den ordinære generalforsamling skal der gælde følgende dagsorden.

1. Valg af dirigent.

2. Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år.

3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.

4. Fastlæggelse af kontingent.

5. Forslag fra bestyrelsen.

6. Forslag fra medlemmerne.

7. Valg til medlemmer af bestyrelsen.

8. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.

9. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.

10. Eventuelt.

Forslag fra medlemmerne eller sager, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlinger eller møder, skal skriftligt eller pr. e-mail tilsendes formanden senest 8 dage inden pågældende generalforsamling.

19.

Alle valg og almindeligt foreliggende sager afgøres ved simpel stemmeflerhed. Afstemninger kan ske ved håndsoprækning. Dog skal afstemning ske skriftligt, såfremt 1/3 af de fremmødte måtte kræve det.

Til vedtægtsændringer fordres, at mindst halvdelen af grundejerforenings parceller er repræsenteret, og at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

Er det foreskrevne antal medlemmer ikke til stede, indkaldes inden en måned med mindst 8 dages varsel en ny generalforsamling, på hvilken der uden hensyn til de mødendes antal kan tages gyldig beslutning, såfremt 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for forslaget.

Hver parcel har kun en stemme.

Stemmeret kan udøves ved fuldmagt. Der kan kun gives fuldmagt til en person der ville være valgbar til bestyrelsen jfr. §11. En person kan kun medbringe 5 fuldmagter.

20.

Opløsning af foreningen kan ikke finde sted så længe medlemmerne har forpligtelser med hensyn til veje og parcel 3 ET mv.

Såfremt foreningen ikke mere har nogen betydning, kan foreningen dog kun opløses efter beslutning af generalforsamlingen med en sådan majoritet som gælder for vedtægtsændringer, jfr. § 19 stk. 2.

21.

De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger og behandlede sager indføres i foreningens forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

22.

De af den ordinære eller ekstraordinære generalforsamling trufne beslutninger samt beslutninger, der i henhold til nærværende love måtte vedtages af bestyrelsen, er gældende for medlemmerne, indtil de lovligt måtte ændres i henhold til lovene, og eventuel indbringelse af de trufne beslutninger for domstolene har ikke suspensiv virkning, og medlemmerne er, indtil endelig retsafgørelse foreligger, pligtige til at opfylde de dem i henhold til beslutningerne pålagte pligter – det være sig af økonomisk eller anden art, ligesom foreningen uanset sagsanlæg eller senere appel skal være berettiget til at foretage retsskridt til forpligtelsens opfyldelse.

 

Som senest ændret på ordinær generalforsamling den 8. oktober 2011 og ekstraordinær generalforsamling den 19. november 2011